Symfoni nr. 2, "De fire Temperamenter", 2. sats 

Abejdet gik vel fra hånden i begyndelsen, men så begyndte det at gå lidt trægt.

 

Carl Nielsen skrev til en ven: ”nu var det jo meningen, at denne sangviniker skulle komme fejende ind en dag. Jeg har endnu ikke anelse om, hvordan bæstet vil gestalte sig; et par forsøg, jeg har gjort, kan kun kaldes latterlige. Men det kommer vel. Flegmatikeren har nu fået en pæn hale på og er sålunde helt færdig og bliver altså ikke bedre i denne trækning.

 

Symfonien blev færdig i sidste øjeblik – kun en uges tid før uropførelsen. Carl Nielsen dirigerede selv uropførelsen 1. december 1902. Tre dage inden havde han dirigeret uropførelsen af sin anden opera ”Saul og David”.

Publikum og anmeldere tog pænt imod den nye symfoni uden at være overbegejstrede.

 

I begyndelsen af det nye år (1903) rejste Carl Nielsen til Tyskland for at gøre nogle tyske orkestre interesserede i at spille symfonien. Det lykkedes i Berlin, hvor komponisten og dirigenten Ferrucio Busoni sagde ja og lod Carl Nielsen selv dirigere en opførelse med Berliner Philharmonikerne.

 

Carl Nielsen skrev til sin kone: ”I dag har jeg haft prøve. Orkestret interesserer sig mere og mere for min symfoni, det kan jeg tydeligt mærke. Presseforholdene skal være så skandaløse her, at d’hr. kritikere kun hører på fem minutter på en koncert og derefter går de hjem og rakker alt ned. Busoni siger, at vi bliver alle sammen rakket til, da min symfoni først kommer en halv times tid hen i programmet kan jeg i den henseende være ganske sikker, da de så er gået deres vej uden at have hørt en tone deraf. Det er lystigt!”

 

Og han fik ret - de tyske anmeldere var langt fra begejstrede.

 

Alligevel blev symfonien snart et forholdsvis populært værk. I løbet af de næste ca. 20 år dirigerede Carl Nielsen selv 13 opførelser i Skandinavien og Tyskland, og symfonien blev også spillet i London og Paris.

Carl Nielsen kunne egentlig ikke lide programmusik og var ikke meget for at forklare sin musik. Men med en programnote fra en opførelse i Stockholm i 1931 gør han en undtagelse:

 

”Anledning til symfonien ”De fire Temperamenter” fik jeg for mange år siden i en landsbykro på Sjælland. Der hang på væggen i det værelse, hvor jeg sammen med min hustru og nogle venner drak et glas øl, et højst komisk, koloreret billede, som var inddelt i fire felter, hvori ”Temperamenterne” var fremstillet og forsynet med titler: ”Den koleriske”, ”den sangvinske”, ”den melankolske” og ”den flegmatiske””

 

Så følger en beskrivelse af billederne; man kan læse om dem alle i forordet  

Her citeres - fra forordet -  beskrivelsen af ”flegmatikeren”:

”Anden sats er tænkt som en fuldkommen modsætning til den første (som er kolerikeren). Jeg holder ikke af programmusik, men det kan måske alligevel interessere tilhørerne, at jeg under udarbejdelsen af dette musikstykke oplevede omtrent følgende: En ung mand viste sig for mig. Han var vist sin moders eneste søn. Moderen var sød og elskværdig, hun var enke, og hun elskede ham. Han var også ualmindelig sød, og alle mennesker holdt af ham. Han var 17-18 år, hans øjne var himmelblå, trygge og store. I skolen var han elsket af alle, men lærerne var samtidig fortvivlede og mildt opgivende; han kunne nemlig aldrig sine lektier, men det var umuligt at skænde på ham, thi alt, hvad der findes af idyl og paradis i naturen, afspejlede sig i dette unge menneske, så man var fuldkommen afvæbnet. Var han lystig eller alvorlig, var han livlig eller langsom i sine bevægelser? Ingen af delene! Hans grundvæsen lå der, hvor fuglene synger, hvor fiskene glider lydløst igennem vandet, hvor solen varmer og vinden stryger mildt omkring ens lokker. Han var blond; hans udtryk var nærmest lykkeligt, men ikke selvtilfreds, snarere med et lille drag af melankoli, så man følte trang til at være god imod ham. Når luften dirrede af varme, lå han som regel på molen ved havnen med benene ud over bolværket. Jeg har aldrig set ham danse, dertil var han for uvirksom, men han kunne godt finde på at gynge i hofterne i langsom valserytme: Eks. 2  
og i denne karakter har jeg gennemført satsen: Allegro commodo è flemmatico og forsøgt at fastholde en stemningstilstand, der ligger så langt borte fra energi, ”gefühl” og lignende rørelser, som muligt.

 

Kun en eneste gang kommer det til et forte: Eks. 9 
Hvad skete der? Faldt der en tønde i vandet fra et af skibene i havnen og forstyrrede den unge mand, som ligger og drømmer på molen? Hvem ved det? Men lige meget: Et kort minut, så er alt roligt; den unge mand sover ind, naturen blunder og vandet er atter blankt som et stort spejl.”