Dirigentfagets historie
Af praktiske grunde er det godt at have én person, der leder, når mange (over 10) spiller og/eller synger sammen. Før symfoniorkestret opstod og i dets barndom, var det enten komponisten eller en af musikerne eller sangerne, der slog takten. Der var mange måder at gøre det på, men man brugte endnu ikke det særlige slagmønster, som man ser det i dag. Nogle ledere slog i luften med en rulle nodepapir, andre havde en stor stav i hånden, som de slog takt med i gulvet; det gav respekt at stå med den store stav, men det forstyrrede musikken og kunne til tider næsten overdøve den! … Andre igen havde en mindre stav, som de slog mod et bord. Komponisten Lully døde af at dirigere!
På Mozarts tid spillede komponisten ofte med ved cembaloet eller klaveret. Mens han spillede, gav han forskellige tegn til de andre musikere. Koncertmesteren sørgede for at strygerne spillede sammen.
På Mozarts tid spillede komponisten ofte med ved cembaloet eller klaveret. Mens han spillede, gav han forskellige tegn til de andre musikere. Koncertmesteren sørgede for at strygerne spillede sammen.
Se "slagmønstre" i ordlisten -
Hvem var Lully?
Dirigentens rolle blev større og vigtigere, efterhånden som orkestrene voksede. Nu skulle han både sørge for, at de mange musikere (og måske sangere) var sammen, og han skulle også vise noget om, hvordan de skulle spille musikken.
Det var stadig komponisten, der havde rollen som dirigent – af sin egen musik.
Det var stadig komponisten, der havde rollen som dirigent – af sin egen musik.
Læs om Beethoven:
Hvem var Spohr?
Beethoven var en af de første, der stod op foran orkestret. Han var ikke nogen særlig god dirigent, men han gjorde sig stor umage for at vise, hvornår musikken skulle være kraftig, og hvornår den skulle være svag. Han var en af de første, der dirigerede efter partitur.
Mange violinister dirigerede med buen og spillede ind i mellem med på violinen. Ludwig Spohr, som både var komponist og dirigent, revolutionerede det at dirigere, da han (for første gang i London i 1820) både stod op foran orkestret - med ryggen til publikum - og brugte en pind eller stok i stedet for buen. Ikke til at slå i noget, men kun til at forlænge armens bevægelser, så de blev tydeligere.
Mange violinister dirigerede med buen og spillede ind i mellem med på violinen. Ludwig Spohr, som både var komponist og dirigent, revolutionerede det at dirigere, da han (for første gang i London i 1820) både stod op foran orkestret - med ryggen til publikum - og brugte en pind eller stok i stedet for buen. Ikke til at slå i noget, men kun til at forlænge armens bevægelser, så de blev tydeligere.
side 2
