Arbejdet som orkestermusiker

Det daglige arbejde:

Livsformen:

Samarbejdet i orkestret:

Disciplin:

Arbejdsform strygere:

Arbejdsform, de andre:

Arbejdsskader:

Det daglige arbejde
 

kan deles op i tre trin:

• hjemmearbejde - man øver sig dagligt (hver dag) både på grundlæggende teknik og på repertoire
• orkesterprøver (1-4 prøver à 4-5 timer før hvert nyt program)
• koncerter - de fleste i Sjællands Symfoniorkester finder sted om aftenen eller lørdag eftermiddag

Mange orkestermusikere bruger også deres fritid på musik; en del har elever, og mange spiller kammermusik.  Man spiller kammermusik, fordi man kan lide det - det er bestemt ikke noget man bliver rig af! Man bliver også en bedre orkestermusiker af at spille kammermusik.

Der er dage, hvor man "kun" har koncert om aftenen. Så er det vigtigt ikke at bruge alle sine kræfter i løbet af dagen. Når koncerten begynder, skal man være "på toppen".

Livsformen

Selv om en orkestermusiker er lønmodtager, er det for mange, måske for de fleste, svært at sige, hvor arbejdet holder op og fritiden begynder. For mange er musikerlivet mere en "karrierelivsform" end en "lønmodtagerlivsform".

Jobbet er, hvad man gør det til!

Kun for de musikere, der vælger at leve som solister eller kammermusikere, kan man tale om en "selvstændighedslivsform".
.
Hvad enten man føler og opfører sig som lønmodtager eller karrieremenneske, så er en orkestermusikers livsform anderledes end de fleste andre menneskers, fordi

• man arbejder ofte, når andre holder fri, og det kan gøre det svært at få livet med ægtefælle og børn til at hænge sammen,
• det er et arbejde, der kræver at man skal være oplagt, selv om man i virkeligheden ikke er det - man “er på” når man spiller til koncert,  
• mange musikere får et sådant forhold til deres instrument, der kræver daglig pleje og opmærksomhed, at det næsten bliver et ekstra familiemedlem; det kan være svært for udenforstående, ja selv for den nære familie, at forstå.

Samarbejde

Selv om det er dirigenten, der bestemmer, når orkestret spiller, kan så mange mennesker ikke spille sammen uden et godt samarbejde. Det foregår på mange planer og på kryds og tværs både ved prøverne og koncerten. Der er samarbejde

• mellem de enkelte musikere i en gruppe
• mellem de forskellige grupper
• mellem grupperne og dirigenten
• mellem enkelte musikere fra forskellige grupper
• mellem enkelte musikere og dirigenten

Især under koncerterne er samarbejdet og opmærksomheden yderst koncentreret, hvad enten man spiller eller tæller takter (se “forskellige arbejdsformer"). Selv om det, publikum hører, er en helhed, og selv om dirigenten bestemmer, har - og føler - hver enkelt musiker et ansvar for sin del af helheden.

Disciplin

er lige fra begyndelsen indbygget i en orkestermusikers hverdag - ellers var han/hun ikke blevet musiker. Både selvdisciplin og gruppedisciplin er nødvendig, når så mange mennesker skal arbejde tæt sammen. Præcision er også en selvfølge. Hvis en prøve begynder klokken 10, skal man være på sin plads fem minutter før i “spilleklar” stand.

Man skal efter bedste evne adlyde dirigenten, hvad enten man er enig med ham eller ej, og man skal “kende sin plads” i den musik, man spiller, dvs. vide  hvornår man har en solistisk rolle (har melodien), og hvornår man har en akkompagnerende rolle.

Alt dette er forudsætninger for, at man på kort tid kan indstudere et koncertprogram, ja, at man endda sommetider spiller en koncert “fra bladet” (dvs. uden prøve ).

Arbejdsform, strygere

Når man taler om måden man arbejder på i orkestret, kan man dele det op i to dele: strygerne og de andre.

Som stryger i et symfoniorkester spiller man i en gruppe - 1. violingruppen, 2. violingruppen, bratschgruppen, cellogruppen eller basgruppen.

Strøg
Inden for gruppen spiller man næsten altid unisont, dvs. alle spiller den samme melodi, og man skal også spille på samme måde - lige kraftigt eller svagt, med samme fingersætning, samme frasering og samme strøg. Hvornår man skal stryge op, og hvornår man skal stryge ned, bestemmer lederen i hver gruppe, koncertmesteren (men dirigenten kan lave om på strøgene). Opstrøg og nedstrøg kan varieres i det uendelige.

Strygerne sidder sammen to og to; to strygere og deres nodestativ kalder man en pult. Når man deler pult skal man indrette sig efter hinanden, vende blad og skrive strøg og andre anvisninger i noderne sådan, at begge musikere arbejder bedst muligt. I nogle grupper foretrækker man altid at have den samme plads og pultkammerat, i andre grupper vil man hellere “rotere”, skifte plads en gang i mellem.

Når komponisten har brug for ét instrument i stedet for hele gruppen, er det altid koncertmesteren, der spiller. Koncertmesteren for 1. violingruppen er også koncertmester for hele orkestret. Han/hun leder, når orkestret stemmer efter oboens A inden og i løbet af prøver og koncerter. Hvis det er nødvendigt, skal koncertmesteren sørge for, at dirigentens beskeder bliver forstået (der kan være sprogproblemer eller måske taler dirigenten ikke højt nok).

Arbejdsform, de andre

I resten af orkestret sidder alle musikere med hver sit nodestativ og har hver sin node, som er forskellig fra alle andres, og som man ene er ansvarlig for.

Det betyder, at man somme tider spiller i grupper - også unisont - og sommetider spiller noget, som ingen andre spiller. Det er helt op til komponistens instrumentation.

Der er også en anden principiel forskel på at være stryger og på at være en af de andre: strygerne spiller meget mere (i hvert fald i gammel musik) og har sjældent mange takters pause; “resten” kan have meget lange pauser, hvor man bare skal tælle takter.

Men når der er publikum i salen er man på, også når man har pause.

Arbejdsskader og sikkerhed

Den almindeligste arbejdsskade er nedsat hørelse og/eller tinnitus. Orkestermusikere arbejder i et decibel-niveau, der langt overskrider de grænser, man har på andre arbejdspladser. Især de træblæsere, der sidder lige foran messingblæserne er udsat.

Sikkerhedsrepræsentanten
Hvis lydniveauet er unødvendigt højt, har den musiker, der er valgt som sikkerhedsrepræsentant ret til at skride ind. Det sker også, især når det drejer sig om helt ny musik, at det lydniveau, komponisten ønsker - efter sikkerhedsrepræsentantens mening ikke er forsvarligt - med andre ord: sikkerhedsrepræsentanten kan få indflydelse på orkestrets kunstneriske dispositioner.

Det er vigtigt, at en koncertsal har den rigtige temperatur, helst omkring 20 grader. Hvis temperaturen er under 18 grader kan sikkerhedsrepræsentanten også her skride ind og aflyse koncerten. Der er ikke nogen officiel øvre grænse for temperaturen. Som "Tivolis Symfoniorkester" har orkestret været ude for, at der var 34 grader i koncertsalen inden koncerten. Både musikere og instrumenter - og publikum - fungerer bedst i en passende stuetemperatur. Det giver den bedste koncertoplevelse.
 
Arbejdsstillinger
Det stillesiddende arbejde kombineret med specielle arbejdsstillinger gør, at dårlig ryg og nakke også er en "musikersygdom"; overanstrengelse i udsatte muskler - f.eks. seneskedehindebetændelse - er også ret almindelig.

Stress
Som orkestermusiker arbejder man ofte i en atmosfære af stress - måske ville man gerne have haft en prøve mere, måske er man ikke enig i dirigentens måde at gribe tingene an på - der kan være mange små gnidninger i et så stort maskineri, som et orkester er; bare det, at man vil gøre sit arbejde bedst muligt kan også være en stress-faktor.

Stress kan udvikle sig til præstationsangst og dårlige nerver; måske kan man ikke kalde det arbejdsskader, men snarere “arbejds-relaterede skader”.

Der blev for nogle år siden foretaget målinger på pensionerede musikere, mens de bare lyttede til musik, som de havde spillet mange gange;  det viste sig, at når der nærmede sig nogle svære steder, blev de meget anspændte og deres puls steg, næsten som om de stadig sad og spillede med.