Musikeruddannelsen
5 x Musiker
Nedenfor kan du læse om 5 forskellige musikere, deres uddannelse, deres ansættelse og (noget af) deres tid i orkestret:
Årgang 1952 
Årgang 1964
Årgang 1960
Årgang 1920
Årgang 1939
Årgang 1920
"I skal have nogle ordentlige interesser!" sagde Sognerådsformanden i Verninge på Fyn til sine fire børn, og så blev de sat i gang med at spille.
Paul (Nielsen) var dengang 5 år og han og storebroderen begyndte på violin hos skolelærer Larsen.
"Jeg spillede sammen med Ejnar (som senere blev solohornist i Odense Symfoniorkester) og Frans (som rejste til Canada). Efter et par år var vi så goe, at vi kunne spille til folkedans og senere også til sølvbryllupper, men så syntes Ejnar, at det blev for kedeligt med tre violiner, der skulle en basstemme til."
Paul gik hjem og sagde til sin far, at han ville spille cello. "Far havde set en cello i Kronprinsessegade i Odense. Den købte han - 110 kr. for cello (i fuld størrelse), strenge, hylster og bue. Og så ringede han til konservatoriet, men der var der ingen cellolærer, der gik kun violinister og pianister." Læreren, Georg Fjelrad, blev fundet i Odense Teaterorkester; han havde været militærmusiker, og da teaterorkestret blev oprettet, var det lykkedes ham ved måneders intens øvning, at komme ind der som cellist.
Paul kom på latinskolen, men ville hellere spille cello. Storebror var kommet på det fynske konservatorium, som havde den legendariske Martin Andersen som direktør. Da Paul som 16-årig havde fået realeksamen, rådede Martin Andersen ham til at ringe til Herman Sandby i København.
Herman Sandby var Danmarks store internationale cellist, som nu var kommet hjem, og han “ville gerne høre på den unge mand”. Det blev til, at Paul i de følgende seks år jævnligt rejste København for at tage timer hos Sandby. Han behøvede ikke at tage sin cello med, den var ikke god nok, syntes hans lærer, så til cellotimerne lånte Paul sin lærers cello. Først i 1942 fik han et ordentligt instrument, da violinbygger Emil Hjorth byggede to celloer, en til Paul og en til koncertmesteren i Radiosymfoniorkestret, Alberto Medici. (Den nye cello overlevede en tur i en muddergrøft, da der en dag på strækningen Odense-København var luftalarm og alle passagerer måtte af toget.)
Der var stadig hverken cellister eller cellolærer på konservatoriet i Odense, så selv om han ikke var elev, fik Paul masser af - gratis - kammermusikundervisning på konservatoriet og var også med i kammerorkestret på godt 24 strygere, som med Martin Andersen som dirigent gav koncerter rundt omkring i landet. "Det er Martin Andersens seriøse indstilling til musikken, der først og fremmest har præget mig. Og han følte sig ikke alene ansvarlig for, hvordan vi spillede, men også for vores manerer, når vi ofte efter en koncert blev budt på middag på stedet. Han læste op af "Emma Gad", bl.a. fik vi instruktion i "korrekt suppespisning!"
"Nu må I klare jer selv, men jeg vil ikke ha, I spiller til bal!" havde faderen (der stammede fra en indremissionsk familie, sagt. Der var ikke noget, der hed S.U. (heller ikke gratis undervisning på konservatorierne), og det kostede at rejse til København og tage timer. Storebror havde i Odense startet en musikskole - for både børn og voksne. 6-700 elever var der, og mange af dem spillede guitar eller mandolin. Paul fik lært sig at spille mandolin og blev hurtigt meget ferm til det. Udover at undervise i mandolin dannede han sammen med sin bror en guitar-mandolin duo som i 10 år frem til 1950 rejste land og rige rundt og optrådte og også i årevis havde egen sendetid i radioen med alle mulige og umulige transkriptioner af klassisk musik. I 1950 rejste broderen til New Zealand. Så var det definitivt slut med at spille mandolin.
I 1946 blev Odense Byorkester (senere symfoniorkester) oprettet og Paul konkurrerede sig som eneste cellist ind på en fast plads, og giftede sig året efter.
I 1951 var Paul på sommerkursus i Luzerne hos en af tidens store cellovirtuoser, Enrico Mainardi. Det er den eneste gang, han har haft lejlighed til at få noget efteruddannelse. I mellemtiden havde hans kone fået et godt job i København, derfor sagde Paul i 1952 sin faste stilling i Odense op og flyttede til hovedstaden.
De følgende 13 år er nok de travleste i Pauls travle liv. Ikke nok med at han spillede - assisterede i Det kgl. Kapel, Radiosymfoniorkestret og om sommeren i Tivolis Koncertsals Orkester - han var også koncertarrangør, han startede Charlottenborgoperaen, sommeropera i Charlottenborgs gård, og kammerorkestret Pro Musica - og han underviste på Københavns Musikhøjskole i violin og blokfløjte.
På musikhøjskolen introducerede han en idé fra broderens fynske musikskole, hvor man havde tilbudt holdundervisning i blokfløjte og musikforståelse - 40 kr. om måneden, inkl. fløjte og noder! Det blev en overvældende succes. Alene den første dag blev over 200 børn tilmeldt! I den periode havde Paul udover sit arbejde i diverse orkestre undervisning fra 14 til 21 hver dag!
“Da de tre måneder var gået, holdt vi nogle møder, hvor vi spillede for børnene og deres forældre for at vise dem andre muligheder end blokfløjten. ALLE børnene fortsatte enten med blokfløjten eller på et andet instrument. Der var en kolossal interesse.”
Det var et anstrengende liv, og Paul gik til konkurrencer om faste orkesterpladser. 4. gang lykkedes det - han vandt i 1965 konkurrencen om en plads i Tivolis Symfoniorkester, som nu også var det nyoprettede Sjællands Symfoniorkester. Men dermed var det ikke slut med at fare omkring. Han fortsatte et stykke tid med at undervise, på Slagelse musikskole bl.a., hvor han også dirigerede - og fra 1959 til 1990 var han musikkonsulent og koncertarrangør på Louisiana og derefter i 4 år i Gjethuset.
Paul gik som 70-årig af som musiker i Sjællands Symfoniorkester.
"I skal have nogle ordentlige interesser!" sagde Sognerådsformanden i Verninge på Fyn til sine fire børn, og så blev de sat i gang med at spille.
Paul (Nielsen) var dengang 5 år og han og storebroderen begyndte på violin hos skolelærer Larsen.
"Jeg spillede sammen med Ejnar (som senere blev solohornist i Odense Symfoniorkester) og Frans (som rejste til Canada). Efter et par år var vi så goe, at vi kunne spille til folkedans og senere også til sølvbryllupper, men så syntes Ejnar, at det blev for kedeligt med tre violiner, der skulle en basstemme til."
Paul gik hjem og sagde til sin far, at han ville spille cello. "Far havde set en cello i Kronprinsessegade i Odense. Den købte han - 110 kr. for cello (i fuld størrelse), strenge, hylster og bue. Og så ringede han til konservatoriet, men der var der ingen cellolærer, der gik kun violinister og pianister." Læreren, Georg Fjelrad, blev fundet i Odense Teaterorkester; han havde været militærmusiker, og da teaterorkestret blev oprettet, var det lykkedes ham ved måneders intens øvning, at komme ind der som cellist.
Paul kom på latinskolen, men ville hellere spille cello. Storebror var kommet på det fynske konservatorium, som havde den legendariske Martin Andersen som direktør. Da Paul som 16-årig havde fået realeksamen, rådede Martin Andersen ham til at ringe til Herman Sandby i København.
Herman Sandby var Danmarks store internationale cellist, som nu var kommet hjem, og han “ville gerne høre på den unge mand”. Det blev til, at Paul i de følgende seks år jævnligt rejste København for at tage timer hos Sandby. Han behøvede ikke at tage sin cello med, den var ikke god nok, syntes hans lærer, så til cellotimerne lånte Paul sin lærers cello. Først i 1942 fik han et ordentligt instrument, da violinbygger Emil Hjorth byggede to celloer, en til Paul og en til koncertmesteren i Radiosymfoniorkestret, Alberto Medici. (Den nye cello overlevede en tur i en muddergrøft, da der en dag på strækningen Odense-København var luftalarm og alle passagerer måtte af toget.)
Der var stadig hverken cellister eller cellolærer på konservatoriet i Odense, så selv om han ikke var elev, fik Paul masser af - gratis - kammermusikundervisning på konservatoriet og var også med i kammerorkestret på godt 24 strygere, som med Martin Andersen som dirigent gav koncerter rundt omkring i landet. "Det er Martin Andersens seriøse indstilling til musikken, der først og fremmest har præget mig. Og han følte sig ikke alene ansvarlig for, hvordan vi spillede, men også for vores manerer, når vi ofte efter en koncert blev budt på middag på stedet. Han læste op af "Emma Gad", bl.a. fik vi instruktion i "korrekt suppespisning!"
"Nu må I klare jer selv, men jeg vil ikke ha, I spiller til bal!" havde faderen (der stammede fra en indremissionsk familie, sagt. Der var ikke noget, der hed S.U. (heller ikke gratis undervisning på konservatorierne), og det kostede at rejse til København og tage timer. Storebror havde i Odense startet en musikskole - for både børn og voksne. 6-700 elever var der, og mange af dem spillede guitar eller mandolin. Paul fik lært sig at spille mandolin og blev hurtigt meget ferm til det. Udover at undervise i mandolin dannede han sammen med sin bror en guitar-mandolin duo som i 10 år frem til 1950 rejste land og rige rundt og optrådte og også i årevis havde egen sendetid i radioen med alle mulige og umulige transkriptioner af klassisk musik. I 1950 rejste broderen til New Zealand. Så var det definitivt slut med at spille mandolin.
I 1946 blev Odense Byorkester (senere symfoniorkester) oprettet og Paul konkurrerede sig som eneste cellist ind på en fast plads, og giftede sig året efter.
I 1951 var Paul på sommerkursus i Luzerne hos en af tidens store cellovirtuoser, Enrico Mainardi. Det er den eneste gang, han har haft lejlighed til at få noget efteruddannelse. I mellemtiden havde hans kone fået et godt job i København, derfor sagde Paul i 1952 sin faste stilling i Odense op og flyttede til hovedstaden.
De følgende 13 år er nok de travleste i Pauls travle liv. Ikke nok med at han spillede - assisterede i Det kgl. Kapel, Radiosymfoniorkestret og om sommeren i Tivolis Koncertsals Orkester - han var også koncertarrangør, han startede Charlottenborgoperaen, sommeropera i Charlottenborgs gård, og kammerorkestret Pro Musica - og han underviste på Københavns Musikhøjskole i violin og blokfløjte.
På musikhøjskolen introducerede han en idé fra broderens fynske musikskole, hvor man havde tilbudt holdundervisning i blokfløjte og musikforståelse - 40 kr. om måneden, inkl. fløjte og noder! Det blev en overvældende succes. Alene den første dag blev over 200 børn tilmeldt! I den periode havde Paul udover sit arbejde i diverse orkestre undervisning fra 14 til 21 hver dag!
“Da de tre måneder var gået, holdt vi nogle møder, hvor vi spillede for børnene og deres forældre for at vise dem andre muligheder end blokfløjten. ALLE børnene fortsatte enten med blokfløjten eller på et andet instrument. Der var en kolossal interesse.”
Det var et anstrengende liv, og Paul gik til konkurrencer om faste orkesterpladser. 4. gang lykkedes det - han vandt i 1965 konkurrencen om en plads i Tivolis Symfoniorkester, som nu også var det nyoprettede Sjællands Symfoniorkester. Men dermed var det ikke slut med at fare omkring. Han fortsatte et stykke tid med at undervise, på Slagelse musikskole bl.a., hvor han også dirigerede - og fra 1959 til 1990 var han musikkonsulent og koncertarrangør på Louisiana og derefter i 4 år i Gjethuset.
Paul gik som 70-årig af som musiker i Sjællands Symfoniorkester.
Årgang 1939
På en gård på Mors voksede Sonja (Gislinge) op midt i en stor børneflok, - 11 var de! Det var et hjem med klaver, både mor og far spillede og man sang meget - højskolesangbogen blev flittigt brugt!
Det var helt naturligt, at børnene lærte at spille. Sonja var tre år, da hendes ældste storesøster begyndte at spille klaver, og kunne lige akkurat nå tangenterne. Hun efterlignede sin søster og begyndte også at finde de melodier, hun kendte, på klaveret. Man opdagede hurtigt, at hun havde absolut gehør, og kort før hun blev seks år, fik hun lov at begynde at gå til undervisning - gratis - hos den rare, cigarrygende spillelærerinde inde i Nykøbing - hun havde 60-70 elever!.
Som 14-årig blev hun sendt til optagelsesprøve på konservatoriet i Århus og kom ind - på dispensation (man skulle være 16 år). “Hun har go’e ører, hende der!” sagde violinisten Emil Telmanyi efter optagelsesprøven. Sonja ville faktisk meget hellere fortsætte i skole, men hun blev overtalt til at prøve et par måneder. Og så blev det til, at den 14-årige, som i den første tid talte “morsmål”, så man i den jyske hovedstad knap kunne forstå hende, hver uge rejste til Århus og fik undervisning på forskolen. Prisen for et års undervisning var 300 kr., og det var meget, når pengene var små. Efter det første år fik Sonja friplads, og det havde hun i resten af sin konservatorietid.
Da hun var 16, flyttede hun til Århus, dels for at få arbejdsro, dels fordi der var flere fag at passe. Hun var så heldig at komme til at bo hos en rar familie, hvor hun næsten blev medlem af familien - igen gratis (mod at tørre lidt støv af). Klaveret, som hun måtte bruge, var stemt en halv tone for lavt og det har man det ikke godt med, når man har absolut gehør. Der gik flere måneder, før hun overvandt sin generthed og fik det sagt til sin værtsfamilie.
Økonomisk klarede Sonja fra nu af sig selv. Selv med friplads og gratis logi skulle der tjenes penge, og der var stadig ikke noget der hed S.U.. Hun havde allerede længe spillet til baller (sammen med en harmonikaspiller) og gymnastik hjemme på Mors, og nu begyndte hun også at undervise (for 5 kr. i timen).
En dag - da var hun knap 19 år - blev Sonja kaldt til møde hos konservatoriets direktør. Til stede var også Århus Byorkesters dirigent, Per Dreier. -Om hun ikke kunne tænke sig at spille harpe?? Harpe!! Sonja var himmelfalden, vidste knap nok, hvordan instrumentet så ud. Situationen var den, at harpenisten i orkestret havde fået plads i Det kgl. Kapel, og man vidste ikke sine levende råd. Landets to andre harpespillere boede i København.
Sonja var lige ved at være færdig som hørelærepædagog. Hun lod sig overtale til en “harpeprøvetid”, men betingede sig at hun både kunne tage sin hørelærereksamen og sin diplomeksamen i klaver. Så blev hun installeret på et værelse i København sammen med en harpe og tog undervisning hos Inga Graae på konservatoriet i København. Tre måneder efter tog hun sin hørelærereksamen og igen tre måneder efter havde hun sin første orkesteropgave i Århus!!
De næste fem år var hun både elev på konservatoriet i København og harpenist i Århus - og fik også tagen sin diplomeksamen som pianist. Alle orkesteropgaver blev pudset af hos Inga Graae, som sagde stop, når noget var for svært for den unge harpenist. Per Dreier var tilfreds og mente ikke, der var noget, hun ikke kunne magte. Utilfreds blev han først, da Sonja kom og sagde sin stilling op, fordi hun var blevet tilbudt en plads i det nyoprettede Sjællands Symfoniorkester (sammen med sin mand, oboisten Frederik Gislinge). -Hun er jo vores produkt! mente Per Dreier.
Men Sjællands Symfoniorkester blev Sonja kun i tre år. I 1967 tog hendes mand imod den nye stilling i Esbjerg Ensemblet, og året efter flyttede hun med - uden fast arbejde, men med masser at lave; hun underviste i harpe på det nyoprettede konservatorium i Esbjerg, og hun spillede kammermusik og havde solistopgaver.
I 1979 var der konkurrence om harpepladsen i Sjællands Symfoniorkester og Sonja, som trængte til luftforandring, gik med, vandt og blev således for anden gang ansat i orkestret - og det har hun været siden. Året efter fik hun tillige stillingen som docent i harpe på konservatoriet i København og hun har sideløbende været aktiv som solist og kammermusiker.
På en gård på Mors voksede Sonja (Gislinge) op midt i en stor børneflok, - 11 var de! Det var et hjem med klaver, både mor og far spillede og man sang meget - højskolesangbogen blev flittigt brugt!
Det var helt naturligt, at børnene lærte at spille. Sonja var tre år, da hendes ældste storesøster begyndte at spille klaver, og kunne lige akkurat nå tangenterne. Hun efterlignede sin søster og begyndte også at finde de melodier, hun kendte, på klaveret. Man opdagede hurtigt, at hun havde absolut gehør, og kort før hun blev seks år, fik hun lov at begynde at gå til undervisning - gratis - hos den rare, cigarrygende spillelærerinde inde i Nykøbing - hun havde 60-70 elever!.
Som 14-årig blev hun sendt til optagelsesprøve på konservatoriet i Århus og kom ind - på dispensation (man skulle være 16 år). “Hun har go’e ører, hende der!” sagde violinisten Emil Telmanyi efter optagelsesprøven. Sonja ville faktisk meget hellere fortsætte i skole, men hun blev overtalt til at prøve et par måneder. Og så blev det til, at den 14-årige, som i den første tid talte “morsmål”, så man i den jyske hovedstad knap kunne forstå hende, hver uge rejste til Århus og fik undervisning på forskolen. Prisen for et års undervisning var 300 kr., og det var meget, når pengene var små. Efter det første år fik Sonja friplads, og det havde hun i resten af sin konservatorietid.
Da hun var 16, flyttede hun til Århus, dels for at få arbejdsro, dels fordi der var flere fag at passe. Hun var så heldig at komme til at bo hos en rar familie, hvor hun næsten blev medlem af familien - igen gratis (mod at tørre lidt støv af). Klaveret, som hun måtte bruge, var stemt en halv tone for lavt og det har man det ikke godt med, når man har absolut gehør. Der gik flere måneder, før hun overvandt sin generthed og fik det sagt til sin værtsfamilie.
Økonomisk klarede Sonja fra nu af sig selv. Selv med friplads og gratis logi skulle der tjenes penge, og der var stadig ikke noget der hed S.U.. Hun havde allerede længe spillet til baller (sammen med en harmonikaspiller) og gymnastik hjemme på Mors, og nu begyndte hun også at undervise (for 5 kr. i timen).
En dag - da var hun knap 19 år - blev Sonja kaldt til møde hos konservatoriets direktør. Til stede var også Århus Byorkesters dirigent, Per Dreier. -Om hun ikke kunne tænke sig at spille harpe?? Harpe!! Sonja var himmelfalden, vidste knap nok, hvordan instrumentet så ud. Situationen var den, at harpenisten i orkestret havde fået plads i Det kgl. Kapel, og man vidste ikke sine levende råd. Landets to andre harpespillere boede i København.
Sonja var lige ved at være færdig som hørelærepædagog. Hun lod sig overtale til en “harpeprøvetid”, men betingede sig at hun både kunne tage sin hørelærereksamen og sin diplomeksamen i klaver. Så blev hun installeret på et værelse i København sammen med en harpe og tog undervisning hos Inga Graae på konservatoriet i København. Tre måneder efter tog hun sin hørelærereksamen og igen tre måneder efter havde hun sin første orkesteropgave i Århus!!
De næste fem år var hun både elev på konservatoriet i København og harpenist i Århus - og fik også tagen sin diplomeksamen som pianist. Alle orkesteropgaver blev pudset af hos Inga Graae, som sagde stop, når noget var for svært for den unge harpenist. Per Dreier var tilfreds og mente ikke, der var noget, hun ikke kunne magte. Utilfreds blev han først, da Sonja kom og sagde sin stilling op, fordi hun var blevet tilbudt en plads i det nyoprettede Sjællands Symfoniorkester (sammen med sin mand, oboisten Frederik Gislinge). -Hun er jo vores produkt! mente Per Dreier.
Men Sjællands Symfoniorkester blev Sonja kun i tre år. I 1967 tog hendes mand imod den nye stilling i Esbjerg Ensemblet, og året efter flyttede hun med - uden fast arbejde, men med masser at lave; hun underviste i harpe på det nyoprettede konservatorium i Esbjerg, og hun spillede kammermusik og havde solistopgaver.
I 1979 var der konkurrence om harpepladsen i Sjællands Symfoniorkester og Sonja, som trængte til luftforandring, gik med, vandt og blev således for anden gang ansat i orkestret - og det har hun været siden. Året efter fik hun tillige stillingen som docent i harpe på konservatoriet i København og hun har sideløbende været aktiv som solist og kammermusiker.
I efteråret 2002 måtte Sonja forlade orkestret, konservatoriet og kammermusikarbejdet på grund af tinnitus.
Årgang 1952
Begge forældre var musikpædagoger, mor underviste i klaver og far i violin. Det var en selvfølge, at Marianne (Melnik) skulle spille; hun begyndte som 5-årig at spille klaver hos sin mor og året efter violin hos sin far.
“Jeg kan ikke huske, at jeg har besluttet mig til at blive musiker, men min mor har fortalt, at da læreren i 2. klasse spurgte os, hvad vi ville være, svarede jeg violinist.”
Marianne gik hos sin far til hun var 16 år - og ikke nok med, at han underviste hende - indtil hun var 14 overvågede han også al hendes øvning! Det gav naturligvis nogle gnidninger. "Jeg kan ikke forstå, hvorfor du har så helvedes mange elever!" skreg hun til ham en dag, da han blev ved at rette på hendes spil, og hun undrede sig også over, at han var strengere imod hende end ved sine øvrige elever. Men hun er i dag meget glad for forløbet. Faderens overvågning har betydet, at hun er "gået den lige vej", og ikke - som de fleste andre musikere - har været ude ad nogle sidespor, som ikke førte videre.
Da forældrene syntes, hun trængte til en anden lærer, gik hun til optagelsesprøve på konservatoriet i Århus, kom ind og skulle til at begynde et undervisningsforløb, der var specielt tilrettelagt for hende, så hun kunne blive boende i København. Den egentlige grund til at hun søgte ind, var, at som elev på konservatoriet havde (og har) man mange flere muligheder for at få stipendier og legater. Hun nåede dog slet ikke at starte på konservatoriet, for i mellemtiden fik det store Gade Legat, og det satte hende i stand til at tage privatundervisning hos den czekiske violinist, Milan Vitek - nu professor ved konservatoriet i København - som netop var kommet til landet.
Hun havde fået lov at droppe skolen efter 7. klasse for at bruge mere tid på violinspillet, men det var sandelig på betingelse af, at hun fik undervisning i både engelsk, tysk og dansk. Engelsk lærte hun på Berlitz School og tysk og dansk fik hun timer i af en lektor, forældrene kendte - hun slap heller ikke for at skrive danske stile!
Amatørsymfonikerne, Københavns i hvert fald dengang bedste ungdomsorkester, gjorde det ud for den orkesterskole, hun ikke fik på et konservatorium, og også det var hun godt tjent med, mener hun. I det hele taget færdedes hun lige så meget i musikermiljøet, som hun ville have gjort hvis hun havde været konservatorieelev.
Allerede da hun var 18 år fik hun et års kontrakt i et professionelt orkester - Sjællands Symfoniorkester. Et års opsparing sammen med forskellige stipendier, bl.a. det czekiske statsstipendium gjorde det derefter muligt for hende at rejse til Prag. Her gik hun i to år hos Ivan Straus som elev på musikakademiet.
I 1973 (10-året for Jacob Gades død) blev der afholdt en violinkonkurrence for unge talenter. Marianne blev nummer 1 (nummer 2 var Kim Sjøgren). Og hun vandt også konkurrencen om en alternerende koncertmesterstilling i Sjællands Symfoniorkester i 1974.
Her har hun været ansat siden. Et par gange har orkesterarbejdet været afbrudt af "efteruddannelse", studieforløb, hvor man får mulighed for at holde helt fri fra orkesterarbejdet og koncentrere sig om sit spil. Det har alle orkestermusikere behov for, men det kræver en hel del at samle penge sammen både til at købe sig fri for og til undervisningen. Det lykkedes Marianne at komme til at studere tre måneder i Leningrad (hos prof. Vaimann) i 1977, og syv år senere fik hun mulighed for at tage undervisning hos György Pauk i London. I 1989 fik hun for øvrigt Gladsaxe Musikpris.
Begge forældre var musikpædagoger, mor underviste i klaver og far i violin. Det var en selvfølge, at Marianne (Melnik) skulle spille; hun begyndte som 5-årig at spille klaver hos sin mor og året efter violin hos sin far.
“Jeg kan ikke huske, at jeg har besluttet mig til at blive musiker, men min mor har fortalt, at da læreren i 2. klasse spurgte os, hvad vi ville være, svarede jeg violinist.”
Marianne gik hos sin far til hun var 16 år - og ikke nok med, at han underviste hende - indtil hun var 14 overvågede han også al hendes øvning! Det gav naturligvis nogle gnidninger. "Jeg kan ikke forstå, hvorfor du har så helvedes mange elever!" skreg hun til ham en dag, da han blev ved at rette på hendes spil, og hun undrede sig også over, at han var strengere imod hende end ved sine øvrige elever. Men hun er i dag meget glad for forløbet. Faderens overvågning har betydet, at hun er "gået den lige vej", og ikke - som de fleste andre musikere - har været ude ad nogle sidespor, som ikke førte videre.
Da forældrene syntes, hun trængte til en anden lærer, gik hun til optagelsesprøve på konservatoriet i Århus, kom ind og skulle til at begynde et undervisningsforløb, der var specielt tilrettelagt for hende, så hun kunne blive boende i København. Den egentlige grund til at hun søgte ind, var, at som elev på konservatoriet havde (og har) man mange flere muligheder for at få stipendier og legater. Hun nåede dog slet ikke at starte på konservatoriet, for i mellemtiden fik det store Gade Legat, og det satte hende i stand til at tage privatundervisning hos den czekiske violinist, Milan Vitek - nu professor ved konservatoriet i København - som netop var kommet til landet.
Hun havde fået lov at droppe skolen efter 7. klasse for at bruge mere tid på violinspillet, men det var sandelig på betingelse af, at hun fik undervisning i både engelsk, tysk og dansk. Engelsk lærte hun på Berlitz School og tysk og dansk fik hun timer i af en lektor, forældrene kendte - hun slap heller ikke for at skrive danske stile!
Amatørsymfonikerne, Københavns i hvert fald dengang bedste ungdomsorkester, gjorde det ud for den orkesterskole, hun ikke fik på et konservatorium, og også det var hun godt tjent med, mener hun. I det hele taget færdedes hun lige så meget i musikermiljøet, som hun ville have gjort hvis hun havde været konservatorieelev.
Allerede da hun var 18 år fik hun et års kontrakt i et professionelt orkester - Sjællands Symfoniorkester. Et års opsparing sammen med forskellige stipendier, bl.a. det czekiske statsstipendium gjorde det derefter muligt for hende at rejse til Prag. Her gik hun i to år hos Ivan Straus som elev på musikakademiet.
I 1973 (10-året for Jacob Gades død) blev der afholdt en violinkonkurrence for unge talenter. Marianne blev nummer 1 (nummer 2 var Kim Sjøgren). Og hun vandt også konkurrencen om en alternerende koncertmesterstilling i Sjællands Symfoniorkester i 1974.
Her har hun været ansat siden. Et par gange har orkesterarbejdet været afbrudt af "efteruddannelse", studieforløb, hvor man får mulighed for at holde helt fri fra orkesterarbejdet og koncentrere sig om sit spil. Det har alle orkestermusikere behov for, men det kræver en hel del at samle penge sammen både til at købe sig fri for og til undervisningen. Det lykkedes Marianne at komme til at studere tre måneder i Leningrad (hos prof. Vaimann) i 1977, og syv år senere fik hun mulighed for at tage undervisning hos György Pauk i London. I 1989 fik hun for øvrigt Gladsaxe Musikpris.
Marianne havde i november 1999 passet sin koncertmesterplads i 25 år
Årgang 1960
Det var simpelthen som en åbenbaring for den 9-årige Kjell-Åke fra Helsingborg, at høre en trompet i virkeligheden for første gang. Kjell-Åke sang sammen med sin klasse til en kirkekoncert, hvor også trompetisten Arne Lambert spillede. Lyden af trompeten i det store kirkerum gjorde så stort indtryk, at Kjell-Åke gik hjem og sagde til sine forældre, at han ville spille trompet.
Indehaveren af musikforretningen i Helsingborg mente ikke, han kunne sælge en trompet til en 9-årig, uden at der fulgte lidt undervisning med. Så i en hel sommer kørte han en gang om ugen ud til drengen og gav ham undervisning - 25 kr. i timen.
Da Kjell-Åke blev 10 år måtte han som alle 10-årige vælge et instrument at spille på i musikskolen - og han behøvede jo ikke engang at låne, men havde allerede sin egen trompet.
Da Kjell-Åke i 15-års alderen skulle til at tænke på uddannelse, mente hans lærer, som var trompetist i Helsingborg Symfoniorkester, at han skulle overveje at blive musiker; selv havde han forestillet sig noget med kemi, men han gik til optagelsesprøve på Musikhögskolan i Ingesund (musikkonservatorium), var meget tæt på at komme ind og besluttede sig så for at gå på musikgymnasiet i Malmö. Det var pragtfuldt - halvdelen af tiden blev der undervist i forskellige musikfag.
Hans nye lærer syntes imidlertid, at han skulle søge ind på konservatoriet i København. Han kom ind, og så blev det ikke til nogen studenterhue.
Helt tilfreds med sin nye lærer i København var han ikke. Læreren i Malmö havde været fantastisk til at give ham selvtillid - den nye lærer gjorde nærmest det modsatte. Men gennem E.F.s Ungdomsorkester, hvor han spillede i 1978, blev han gode venner med nogle engelske musikstuderende. Det lykkedes ham at komme ind på Royal College of Music i London, og der gik han et år - ved hjælp af svensk studielån og forskellige legater.
Efter året i London blev han sig i stand til at fuldende studierne hos den upædagogiske, danske lærer, og han tog diplomeksamen i 1984. Og derefter tog han på to år musikpædagogisk eksamen.
Så var han ellers "ledig for løst". Han assisterede i orkestrene omkring Øresund og var med, når der spilledes musical, fik også en stilling i Tivolis Harmoniorkester. Samtidig gik han til alle de konkurrencer om stillinger i symfoniorkestre, der var i området. I en to-års periode blev han nr. 2 otte gange! De første gange var han godt tilfreds, men det blev hurtigt et kompleks, og det tærede på kræfterne. Han bestemte, at han kunne ville søge stillinger i København og så køre taxa ved siden af, når det kneb med økonomien.
I 1990 mødte han sin kone, som hjalp ham med at få bedre styr på konkurrence-nerverne, og i 1992 blev han endelig nummer 1 og blev efter den normale prøvetid fastansat i Sjællands Symfoniorkester. Han har været medlem af Athelas Ensemblet og spiller nu i ensmblet
4 Elements.
Det var simpelthen som en åbenbaring for den 9-årige Kjell-Åke fra Helsingborg, at høre en trompet i virkeligheden for første gang. Kjell-Åke sang sammen med sin klasse til en kirkekoncert, hvor også trompetisten Arne Lambert spillede. Lyden af trompeten i det store kirkerum gjorde så stort indtryk, at Kjell-Åke gik hjem og sagde til sine forældre, at han ville spille trompet.
Indehaveren af musikforretningen i Helsingborg mente ikke, han kunne sælge en trompet til en 9-årig, uden at der fulgte lidt undervisning med. Så i en hel sommer kørte han en gang om ugen ud til drengen og gav ham undervisning - 25 kr. i timen.
Da Kjell-Åke blev 10 år måtte han som alle 10-årige vælge et instrument at spille på i musikskolen - og han behøvede jo ikke engang at låne, men havde allerede sin egen trompet.
Da Kjell-Åke i 15-års alderen skulle til at tænke på uddannelse, mente hans lærer, som var trompetist i Helsingborg Symfoniorkester, at han skulle overveje at blive musiker; selv havde han forestillet sig noget med kemi, men han gik til optagelsesprøve på Musikhögskolan i Ingesund (musikkonservatorium), var meget tæt på at komme ind og besluttede sig så for at gå på musikgymnasiet i Malmö. Det var pragtfuldt - halvdelen af tiden blev der undervist i forskellige musikfag.
Hans nye lærer syntes imidlertid, at han skulle søge ind på konservatoriet i København. Han kom ind, og så blev det ikke til nogen studenterhue.
Helt tilfreds med sin nye lærer i København var han ikke. Læreren i Malmö havde været fantastisk til at give ham selvtillid - den nye lærer gjorde nærmest det modsatte. Men gennem E.F.s Ungdomsorkester, hvor han spillede i 1978, blev han gode venner med nogle engelske musikstuderende. Det lykkedes ham at komme ind på Royal College of Music i London, og der gik han et år - ved hjælp af svensk studielån og forskellige legater.
Efter året i London blev han sig i stand til at fuldende studierne hos den upædagogiske, danske lærer, og han tog diplomeksamen i 1984. Og derefter tog han på to år musikpædagogisk eksamen.
Så var han ellers "ledig for løst". Han assisterede i orkestrene omkring Øresund og var med, når der spilledes musical, fik også en stilling i Tivolis Harmoniorkester. Samtidig gik han til alle de konkurrencer om stillinger i symfoniorkestre, der var i området. I en to-års periode blev han nr. 2 otte gange! De første gange var han godt tilfreds, men det blev hurtigt et kompleks, og det tærede på kræfterne. Han bestemte, at han kunne ville søge stillinger i København og så køre taxa ved siden af, når det kneb med økonomien.
I 1990 mødte han sin kone, som hjalp ham med at få bedre styr på konkurrence-nerverne, og i 1992 blev han endelig nummer 1 og blev efter den normale prøvetid fastansat i Sjællands Symfoniorkester. Han har været medlem af Athelas Ensemblet og spiller nu i ensmblet
4 Elements.
Efter sin fastansættelse har Kjell-Åke flere gange ved hjælp af legater været ude at studere - på efteruddannelse; bl.a. i New York og Los Angeles har han mødt mange trompetister fra forskellige musikgenrer, lært meget, fået udvidet sin horisont og fået megen inspiration.
Årgang 1964
Hjemme i Egtved var der en fyr, Signe var lidt glad for. Han spillede klarinet, og det ville hun, som både spillede klaver, blokfløjte og sang i kor, også gerne; men af en eller anden grund passede klarinetten ikke til hendes mundstilling, så det blev der ikke noget af. Derimod kom der en konfirmationssang ud af det - Signes tante digtede et omkvæd “noget med en fortand, der var for stor og det gik ikke med klarinetten, hun ender nok med fagotten”. Signe vidste knap, hvordan en fagot så ud, men hun syntes tantens idé var udmærket, og da hun nu kom på gymnasiet i Vejle, lånte hun skolens - noget affældige - fagot.
I hele gymnasietiden kørte hun en gang om ugen til Århus for at få undervisning. “Men jeg må nok indrømme, at i den tid optog det sociale liv mig mere end fagotten. Jeg glemte den faktisk adskillige gange i bussen på vej til skole og måtte så ned og hente den på busstationen i Vejle, når bussen kom tilbage fra Ribe!” Det rygtedes dog hurtigt i landsdelen, at der var kommet en fagottist. Signe blev næsten med det samme involveret i Kolding Byorkester, og blæserorkestret “Trutitakt”, og hun spillede også til folkedans sammen med sin violinspillende søster. Skolens fagot var ikke god nok ret længe, og Signe måtte anskaffe sig et nyt instrument for lånte penge.
Det viste sig, at Signe ikke skulle være skolelærer som sine forældre, for efter studentereksamen flyttede hun til Århus, levede et år på bistandshjælp, mens hun øvede sig, og blev så optaget på konservatoriet i Århus. Peter Bastian var censor ved optagelsesprøven. “Jeg syntes han var alle tiders, og jeg supplerede min undervisning med timer hos ham, når han på sine turneer rundt i landet var inden for rækkevidde.” Et år senere søgte hun til konservatoriet i København, for at få ham som fast lærer. Igen blev hun opfordret til at købe en bedre fagot og måtte ud at låne penge. Ellers levede hun af studielån og S.U. suppleret med det, hun tjente som assistent i Radiosymfoniorkestret og i Sjællands Symfoniorkester, hvor hun i 1990 havde et års kontrakt. Ja, faktisk tjente hun så meget, at hun et år skulle tilbagebetale næsten hele sin S.U.
Da hun i Tivoli hørte Oslo Filharmonikerne, blev hun så begejstret for orkestrets solofagottist, at hun i en periode regelmæssigt tog båden til Oslo for at få undervisning.
I 1991 fik hun diplomeksamen fra konservatoriet, og samme år vandt hun konkurrencen om den ledige plads i Sjællands Symfoniorkester. Inden da havde hun deltaget i fire konkurrencer rundt omkring.
Signe betaler stadig af på sit studielån. Men den nye fagot til næsten 200.000 kr., som hun bestilte i 1994 og fik fire år senere, er det lykkedes hende at betale selv - med hjælp fra forskellige fonde.
Hjemme i Egtved var der en fyr, Signe var lidt glad for. Han spillede klarinet, og det ville hun, som både spillede klaver, blokfløjte og sang i kor, også gerne; men af en eller anden grund passede klarinetten ikke til hendes mundstilling, så det blev der ikke noget af. Derimod kom der en konfirmationssang ud af det - Signes tante digtede et omkvæd “noget med en fortand, der var for stor og det gik ikke med klarinetten, hun ender nok med fagotten”. Signe vidste knap, hvordan en fagot så ud, men hun syntes tantens idé var udmærket, og da hun nu kom på gymnasiet i Vejle, lånte hun skolens - noget affældige - fagot.
I hele gymnasietiden kørte hun en gang om ugen til Århus for at få undervisning. “Men jeg må nok indrømme, at i den tid optog det sociale liv mig mere end fagotten. Jeg glemte den faktisk adskillige gange i bussen på vej til skole og måtte så ned og hente den på busstationen i Vejle, når bussen kom tilbage fra Ribe!” Det rygtedes dog hurtigt i landsdelen, at der var kommet en fagottist. Signe blev næsten med det samme involveret i Kolding Byorkester, og blæserorkestret “Trutitakt”, og hun spillede også til folkedans sammen med sin violinspillende søster. Skolens fagot var ikke god nok ret længe, og Signe måtte anskaffe sig et nyt instrument for lånte penge.
Det viste sig, at Signe ikke skulle være skolelærer som sine forældre, for efter studentereksamen flyttede hun til Århus, levede et år på bistandshjælp, mens hun øvede sig, og blev så optaget på konservatoriet i Århus. Peter Bastian var censor ved optagelsesprøven. “Jeg syntes han var alle tiders, og jeg supplerede min undervisning med timer hos ham, når han på sine turneer rundt i landet var inden for rækkevidde.” Et år senere søgte hun til konservatoriet i København, for at få ham som fast lærer. Igen blev hun opfordret til at købe en bedre fagot og måtte ud at låne penge. Ellers levede hun af studielån og S.U. suppleret med det, hun tjente som assistent i Radiosymfoniorkestret og i Sjællands Symfoniorkester, hvor hun i 1990 havde et års kontrakt. Ja, faktisk tjente hun så meget, at hun et år skulle tilbagebetale næsten hele sin S.U.
Da hun i Tivoli hørte Oslo Filharmonikerne, blev hun så begejstret for orkestrets solofagottist, at hun i en periode regelmæssigt tog båden til Oslo for at få undervisning.
I 1991 fik hun diplomeksamen fra konservatoriet, og samme år vandt hun konkurrencen om den ledige plads i Sjællands Symfoniorkester. Inden da havde hun deltaget i fire konkurrencer rundt omkring.
Signe betaler stadig af på sit studielån. Men den nye fagot til næsten 200.000 kr., som hun bestilte i 1994 og fik fire år senere, er det lykkedes hende at betale selv - med hjælp fra forskellige fonde.
For et år siden fik Signe orlov fra Sjællands Symfoniorkester for at spille i symfoniorkestret i Kuala Lumpur. Hun regner med at være tilbage i løbet af 2004.
